Akupunktur

Akupunktur

Akupunktur er en asiatisk diagnose- og behandlingsmetode, hvis egentlige oprindelse er totalt ukendt. Kina er den nation, der er i besiddelse af de fleste og bedst bevarede optegnelser om akupunktur (mellem 4000 og 5000 år er de ældste), men metoden har været anvendt overalt i Asien indenfor samme tidsrum. Ikke blot i Kina men i en mængde andre lande som f.eks. Korea, Japan, Sri Lanka, Indien, Pakistan med flere har man i oldtidsudgravninger fundet årtusindgamle akupunkturredskaber, og selv i arabiske og nordafrikanske lande er der tradition for en primitiv form for akupunkturbehandling.


Akupunktur er en del af et ældgammelt behandlingssystem, der omfatter en kombination af blandt andet kostvejledning, plantemedicin, instruktion i ”positiv tænkning”, åndedrætsterapi, samt en rent fysisk påvirkning af bestemte punkter på kroppen. Denne punktbehandling udførtes blandt andet ved trykmassage (akupressur), varmepåvirkning (moxibustion), kopsætning, el-stimulation, laserbehandllinger eller nåleindstik (akupunktur).


Nålemetoden er den mest benyttede, da den erfaringsmæssigt er bedst virkende, og for behandleren er den hurtig og rationel at udføre.


Den kinesiske tankegang går ud på, at kroppen er en energimasse, der består af jord, ild, metal, træ og vand, og at disse energier cirkulerer i meridianbaner i bestemte retninger  i kroppen. Hvis disse energier cirkulerer og går i de rigtige retninger, som de skal er kroppen sund og rask, men hvis energierne begynder at cirkulere sløvt og gå i de forkerte retninger, vil mennesket begynde at klage over smerter eller andre symptomer. Nogle har få symptomer, andre har mange. Nåle i de rigtige akupunkturpunkter i de rette meridianbaner vil få energierne både til at recirkulere samt sende dem i de rigtige retninger igen.


Meridianbaner befinder sig imellem fedtlaget og musklerne, og akupunkturpunkterne langs med meridianerne har en ”forbindelsesledning” op til hudens overflade, hvor deres position er illustreret i diverse akupunkturlitteratur.


Ved at trykke sig selv på arme og ben vil man hurtigt finde steder, der er trykfølsomme og ømme. Disse er akupunkturpunkter, og instinktivt vil vi ofte trykke os selv nogle steder, der vil kunne  afhjælpe  smerter.